Fra ét dokument på en computer i CERN til levende applikationer, der kører i hver eneste lomme
Som webudvikler arbejder du med teknologier, der er yngre end mange af dine kolleger. Webbet, som vi kender det, blev undfanget i slutningen af 1980'erne, og alligevel har faget nået at gennemgå flere fuldstændige forvandlinger. At kende den historie er ikke nostalgi — den forklarer, hvorfor HTML, CSS og JavaScript ser ud, som de gør, og hvorfor man holder dem adskilt.
I marts 1989 skrev Tim Berners-Lee, der arbejdede ved forskningscentret CERN i Schweiz, et notat kaldet 'Information Management: A Proposal'. Problemet, han ville løse, var jordnært: forskere havde dokumenter spredt på mange maskiner og kunne ikke nemt henvise til hinandens arbejde. Hans løsning var hypertekst — tekst med links, man kunne klikke sig videre på — lagt oven på internettet, der allerede fandtes. I 1990 byggede han de tre ting, der stadig er fundamentet: et sprog til at beskrive sider (HTML), en adresse til at finde dem (URL'en) og en måde at hente dem på (HTTP). Den første hjemmeside gik i luften ved udgangen af 1990, og i 1991 inviterede han offentligt andre til at være med.
De første websider var statiske dokumenter: ren tekst, overskrifter og links, uden farver eller layout værd at tale om. Browseren hentede en HTML-fil og viste den, som den var. Der var ingen CSS til at style den og intet JavaScript til at gøre den interaktiv. Ville man ændre noget, ændrede man dokumentet og lagde det op igen. Det lyder primitivt, men det var netop enkelheden, der fik webbet til at brede sig så hurtigt — alle kunne lære at skrive en side i en simpel teksteditor.
I takt med at siderne blev pænere, begyndte man at blande udseende ind i HTML'en med farve- og skrift-koder direkte i indholdet. Det blev hurtigt rodet og umuligt at vedligeholde. Løsningen kom i 1994, da Håkon Wium Lie foreslog CSS (Cascading Style Sheets): et separat sprog kun til udseende. Det indførte en af fagets vigtigste vaner — at skille struktur (HTML) fra stil (CSS) — så man kunne ændre en sides udseende uden at røre indholdet. Den adskillelse er stadig god kodeskik i dag.
Webbet manglede stadig liv: en side kunne ikke reagere på brugeren uden at hente alt forfra. I 1995 fik Brendan Eich hos Netscape til opgave at lave et lille programmeringssprog til browseren. Han byggede den første udgave på blot omkring ti dage; den hed først Mocha, så LiveScript, og blev ved den officielle udgivelse i slutningen af 1995 til JavaScript. Nu kunne en side reagere på klik, validere formularer og ændre sig selv, mens brugeren brugte den.
Men der fulgte en svær tid: browserkrigene. Netscape og Microsofts Internet Explorer kæmpede om markedet og understøttede HTML, CSS og JavaScript hver på sin måde. En side, der virkede i den ene browser, kunne være ødelagt i den anden, og udviklere spildte enorme mængder tid på at få det samme til at fungere flere steder. For at få ro indleverede man JavaScript til standardisering, og det blev til ECMA-262-standarden i 1997 — et vigtigt skridt mod, at sproget opførte sig ens overalt.
Det næste skift var, at en side kunne hente nye data, uden at hele siden blev genindlæst. Teknikken — ofte kaldet AJAX — gjorde det muligt at bygge web, der føltes som et program frem for et dokument: kort, der ruller, indbakker der opdaterer sig selv, formularer der svarer med det samme. Webbet skiftede fra at vise sider til at køre applikationer. Samtidig fik standarderne for HTML og CSS et stort løft, så browserne efterhånden opførte sig mere ens og kunne mere uden hjælpeprogrammer.
Efterhånden som webapplikationer blev større, opstod der biblioteker og frameworks, der tog det tunge løft fra udvikleren og gav fælles måder at bygge brugerflader på. JavaScript brød også ud af browseren: med serverside-JavaScript kunne man pludselig bruge samme sprog på både frontend og backend. Mobilen ændrede alt igen — da brugerne kom fra små skærme, blev responsivt design og tilgængelighed en grunddisciplin frem for en luksus. Faget i dag handler lige så meget om værktøjer, versionsstyring, sikkerhed, ydeevne og tilgængelighed som om at skrive de tre kernesprog.
| Periode | Hvad skete der |
|---|---|
| 1989 | Tim Berners-Lee foreslår World Wide Web i et notat ved CERN |
| 1990 | HTML, URL og HTTP bygges; den første hjemmeside går i luften |
| Begyndelsen af 1990'erne | Webbet åbnes for offentligheden; siderne er statiske dokumenter |
| 1994 | Håkon Wium Lie foreslår CSS — udseende skilles fra indhold |
| 1995 | Brendan Eich laver JavaScript hos Netscape; siderne bliver interaktive |
| Anden halvdel af 1990'erne | Browserkrigene gør kompatibilitet til et mareridt |
| 1997 | JavaScript standardiseres som ECMA-262 |
| 2000'erne | AJAX lader sider hente data uden genindlæsning; webapplikationer opstår |
| 2010'erne | Frameworks, JavaScript på serveren og mobilen gør responsivt design til standard |
| Today | Et modent håndværk med værktøjer, standarder, sikkerhed, ydeevne og tilgængelighed i centrum |
Webudvikling er gået fra ét dokument på en enkelt computer til at være motoren bag stort set alt, vi gør online. Tempoet i forandringerne er fagets særpræg: værktøjer og frameworks kommer og går, men de grundtanker, der blev lagt i begyndelsen — adskil indhold, udseende og opførsel, byg robust, og lad siden virke for alle — har holdt hele vejen. Når du lærer faget i dag, lærer du både de stabile fundamenter og vanen med at følge med, og begge dele har historien lært os er nødvendige.
“Webbet startede som en måde at dele forskeres dokumenter på. At det blev til alt det andet, skyldes, at fundamentet var enkelt nok til, at alle kunne bygge videre.”
— Faglig betragtning om webbets oprindelse