Omsorgsfagets historie – fra fattigvæsen til moderne hjemmepleje

Når du møder en borger i eget hjem og hjælper med det helt nære – at komme op, blive vasket, få mad og blive set – er du en del af en lang tradition for at tage sig af andre mennesker. Selve faget, med uddannelse, redskaber og regler, er ungt, men omsorgen bag det er ældgammel. Når du kender historien, forstår du bedre, hvorfor dit fag ser ud, som det gør i dag.

§Klostrene og de første hospitaler

I middelalderen var det især kirken, der tog sig af syge, fattige og rejsende. Klostre drev sygestuer og herberger, hvor munke og nonner plejede de svage som en del af deres kald. Det var sjældent behandling, som vi kender den – mere husly, mad, varme og pleje af den, der ikke kunne klare sig selv. Mange af de værdier, du arbejder efter i dag, som at se det hele menneske og møde det med værdighed, har rødder helt tilbage i denne pleje.

§Fattigvæsenet overtager

Efter reformationen overtog stat og kommuner gradvist ansvaret for de svageste gennem fattigvæsenet. Fattiggårde, dårekister og senere alderdomshjem skulle huse dem, der ikke kunne forsørge sig selv. Plejen blev udført af tjenestefolk og opsynspersoner uden uddannelse, og forholdene var ofte hårde. At være afhængig af andres hjælp blev set som en skam, ikke som en ret – og det er en holdning, det moderne velfærdssamfund bevidst har gjort op med.

§Sygeplejen bliver et fag

Et stort skift kom i 1800-tallet, hvor sygepleje begyndte at blive et egentligt fag. Den engelske sygeplejerske Florence Nightingale (1820–1910) viste under Krimkrigen, at hygiejne, frisk luft, rent sengetøj og systematisk pleje redder liv. Hun grundlagde en af de første egentlige sygeplejeskoler og gjorde pleje til noget, man kunne lære og dokumentere. Hendes tanker om renlighed og observation af patienten er stadig grundpiller i dit arbejde.

§Sådan gjorde man før

Før de moderne hjælpemidler var plejen hård fysisk arbejde uden de redskaber, du har i dag. Man løftede borgere med håndkraft uden lifte, der fandtes ikke trykaflastende madrasser, og hygiejnen var langt fra nutidens. Meget afhang af den enkelte plejers godhed og erfaring snarere end af fælles faglige retningslinjer. Dokumentation var sparsom, og borgerens egne ønsker blev sjældent spurgt ind til.

• 01Løft og forflytning med håndkraft uden lift eller glidestykker.
• 02Få fælles retningslinjer – meget afhang af den enkeltes erfaring.
• 03Sparsom dokumentation og lidt fokus på borgerens egne ønsker.
• 04Pleje udført af ufaglærte tjeneste- og opsynsfolk.

§Det danske velfærdssamfund og SOSU-uddannelsen

I 1900-tallet byggede Danmark velfærdssamfundet, hvor hjælp til syge og ældre blev en ret, betalt over skatten, og ikke en almisse. Hjemmehjælp, plejehjem og hjemmesygepleje voksede frem. I 1991 blev social- og sundhedsuddannelserne (SOSU) samlet i en ny fælles uddannelse, der erstattede tidligere ordninger som hjemmehjælper- og sygehjælperuddannelsen. Dermed fik omsorgsarbejdet en fælles, formel faglig ramme med klare mål for, hvad en social- og sundhedshjælper skal kunne.

§Social- og sundhedshjælperen i dag

I dag er social- og sundhedshjælper et selvstændigt fag med formel uddannelse og en central plads i velfærdssamfundet. Hvor opgaven engang var at gøre tingene for borgeren, handler den nu i høj grad om at hjælpe borgeren til selv at kunne – det, vi kalder rehabilitering og hjælp til selvhjælp. Du arbejder ud fra faglige retningslinjer, dokumenterer dit arbejde, samarbejder med sygeplejersker og terapeuter og værner om borgerens værdighed og ret til at bestemme over sit eget liv. Den lange linje fra klostrenes pleje til nutidens hjemmepleje handler frem for alt om én ting: at møde det andet menneske med omsorg og respekt.

“Fra klostrenes sygestuer til borgerens eget hjem er omsorgsfagets historie historien om at se hele mennesket – og det er stadig kernen i dit arbejde hver dag.”