Hvordan adresser fordeles, og hvad subnetmasken egentlig gør
En IP-adresse identificerer en enhed på et netværk. IPv4 skrives som fire tal adskilt af punktummer, fx 192.168.1.10, hvor hvert tal kan gå fra 0 til 255. Fordi der efterhånden mangler ledige IPv4-adresser i verden, indføres IPv6, som skrives med hexadecimale grupper adskilt af kolon og giver langt flere adresser.
En IP-adresse består af to dele: en netværksdel, der fortæller hvilket net adressen hører til, og en værtsdel, der identificerer den enkelte enhed på nettet. Subnetmasken bestemmer, hvor grænsen mellem de to dele går. Enheder på samme subnet kan tale direkte sammen; skal de tale med et andet subnet, går trafikken gennem en router (default gateway).
Visse adresseområder er reserveret til private netværk og kan ikke routes på det åbne internet — det er dem, vi typisk ser bag en hjemmerouter. For at komme ud på internettet oversættes de private adresser til en offentlig adresse via NAT (Network Address Translation). Det er derfor mange enheder i et hjem kan dele én offentlig adresse fra internetudbyderen.
Man deler et stort netværk op i mindre subnet af flere grunde: man begrænser broadcast-trafik, så netværket ikke drukner i unødige beskeder; man kan adskille afdelinger eller systemer af sikkerhedshensyn; og man får et mere overskueligt og dokumenterbart net. Subnetting handler i bund og grund om at flytte grænsen mellem netværks- og værtsdel, så man får flere, mindre net i stedet for ét stort.
Når en enhed ikke kommer på nettet, gennemgår man systematisk: Har enheden fået en gyldig IP-adresse, eller står den på en automatisk nødadresse? Kan den nå sin gateway? Kan den slå navne op via DNS? Ved at teste forbindelsen i trin — først til gateway, så til en kendt server på IP, så på navn — kan man hurtigt afgøre, om problemet er lokalt, ved routing eller ved navneopslag.