At vurdere byrden korrekt før løftet sættes i gang
Anhugning er bindeleddet mellem kranen og byrden. Et løft kan ikke blive sikrere end den anhugning, der bærer det. Derfor begynder ethvert kranløft med en vurdering af, hvad der skal løftes, hvor tungt det er, hvor tyngdepunktet ligger, og hvilket grej der passer til opgaven.
Inden løftet skal byrdens vægt være kendt. Den kan stå på emnet, fremgå af følgesedler eller tegninger, eller beregnes ud fra materialets rumvægt og volumen. Et skøn er ikke nok, når man nærmer sig grejets eller kranens kapacitet. Tyngdepunktet bestemmer, hvordan byrden hænger: er anhugningspunkterne ikke placeret omkring tyngdepunktet, vil byrden tippe eller dreje, når den løftes fri af underlaget.
Anhugningsgrej omfatter blandt andet kæder, wirestropper, fiberstropper (rundsling og bånd) samt sjækler, kroge og løfteøjer. Hvert stykke grej har en mærket arbejdsbelastning (WLL — Working Load Limit), som aldrig må overskrides. Grejet vælges efter byrdens vægt, formen, ophængsvinklen og overfladen — skarpe kanter kræver kantbeskyttelse, så stroppen ikke skæres over.
Når en byrde hænger i flere parter, deles vægten ikke ligeligt, hvis vinklen mellem parterne er stor. Jo større vinkel ud fra lodret, jo større kraft i den enkelte part. Derfor falder den tilladte belastning, når stropperne spredes ud. Grejets mærkning og tabeller angiver, hvordan kapaciteten reduceres ved forskellige vinkler — og man holder sig inden for de mærkede grænser frem for at skønne.
Anhugningsgrej skal efterses før brug. Man kasserer grej med synlige skader: brud på tråde i wire, deformerede led eller strækte kæder, snit, varmeskader eller kraftig slid i fiberstropper, samt sjækler med slidte eller deformerede bolte. Beskadiget grej tages ud af brug med det samme.
Anhugning og kranføring er ofte to personer. Der aftales klare signaler — håndtegn eller radio — og kun én person dirigerer ad gangen. Standsignalet skal alle kunne give og forstå. Ingen opholder sig under en hængende byrde.